Tre små prikker, der kan drive dig til vanvid

Eleverne skal arbejde med en multimodal artikel fra videnskab.dk, der handler om, hvordan sociale mediers designgreb kan skabe socialt pres. 

Opgaven minder om ’Uendeligheds-scrolling er som en enarmet tyveknægt’ og ’Hvorfor bliver unge stressede?’. Du kan enten lade hele klassen arbejde med samme artikel, eller du kan evt. lade eleverne vælge hvilken tekst, de helst vil analysere.

Forslag til aktiviteter

Bed eleverne læse artiklen ’De tre små prikker, der kan drive dig til vanvid: Sociale mediers små designgreb kan skabe socialt pres’ fra videnskab.dk, og lad dem derefter analysere teksten fx ud fra disse spørgsmål: 

  • Hvad er det for en tekst?  
  • Hvem er afsender og modtager? 
  • Hvad er tekstens hovedpointer?  
  • Hvilke udtryksformer/virkemidler indgår i ’De tre små prikker’?  
  • Hvordan fungerer webteksten samlet set for læseren? – Hvordan understøtter eller besværliggør de enkelte elementer læsningen? 
  • Undersøg og vurdér kildens troværdighed (videnskab.dk) 

Hvis ikke eleverne er bekendt med begrebet multimodalitet, kan du fx begynde med kort at introducere dem for denne definition:  

En multimodal tekst er en tekst, som er sammensat af flere forskellige udtryksformer. En multimodal tekst kan fx bestå af brødtekst, billeder, lydklip, film og grafik.    

Slut af med at samle op på analysen i plenum og bed eleverne forholde sig mere personligt til teksten. 

Fx ud fra disse spørgsmål: 

  • Hvad synes I om artiklen? – Er den væsentlig og interessant for jeres liv? Hvorfor/hvorfor ikke? 
  • Hvilke tanker giver den anledning til? 

Om modulet

Type:
Valgfrit

Målgruppe:
Ungdomsuddannelse

Fag:
Fx Dansk, samfund og sundhed, faglig kommunikation

Varighed:
1-2 lektioner